OM HAVNEUDVIDELSEN


FREMTIDENS HAVN

Flere bassiner, flere kajer, større vanddybde, bredere indsejling og betydelige baglandsarealer. Sådan vil fremtiden se ud i Frederikshavn i 2018.

Frederikshavn Havn indgik d. 26. august 2015 aftale med Per Aarsleff A/S omkring udvidelse af havnen.

Med den kommende udvidelse giver begrebet one stop shopping for alvor mening. Da vil det være muligt at styrke forretningsområder som fx offshore, havvindmøller og miljørigtig ophugning af skibe og borerigge.

 

ETAPE 1

  330.000 M2 BAGLANDSAREAL
  30.000 MKAJAREAL
  600 M KAJ
  11 M DYBGANG FORBEREDT TIL 14 M

 

Etape 1 koster 570 millioner kroner og forventes færdig senest i foråret 2018.

Udvidelsen af Frederikshavn Havn er planlagt i tre etaper. Etape 2 og 3 vil blive gennemført, når efterspørgslen på disse faciliteter berettiger det.


BEHOV FOR UDVIKLING

Frederikshavn Havn og de omkring 100 private virksomheder, der opererer på havneområdet, har oplevet stor fremgang og efterspørger derfor større og bedre havnefaciliteter. Det øgede kapacitetsbehov blev bl.a. bekræftet i en interviewundersøgelse med 12 af de største maritime servicevirksomheder på havnen. Det er baggrunden for, at man i 2012 tog fat på at planlægge og projektere en stor udvidelse af havnen frem til 2018,  som vil betyde større og nye forretningsmuligheder både for havnen og dens virksomheder.

Udvidelsen af Frederikshavn Havn tager udgangspunkt i følgende udviklingsbehov:

Større skibe og offshoreinstallationer
Havnen anløbes af større og større skibe, som kræver større vanddybde og mere manøvreplads i havnen. Havnen skal derfor i fremtiden kunne anløbes af skibe op til Panamax-størrelsen, ligesom en satsning på service af offshoreinstallationer medfører behov for at kunne modtage både jack-up platforme og semi submersible platforme.

Stigende aktiviteter vedrørende ophugning af skibe og offshoreinstallationer betyder øget behov for kajfaciliteter og baglandsarealer i forbindelse med disse fartøjers anløb samt faciliteter til ophugning.

Plads til håndtering af løsgods
Håndtering af løsgods som grus, skærver, genvindingsmaterialer og biobrændsel skal optimeres. Dels så oplag og håndtering ikke generer de øvrige aktiviteter på havnen, dels så disse virksomheder får en mere rationel arbejdsgang. En fremskrivning af godsmængder for Frederikshavn Havn viser stigende aktivitet frem mod 2030 især inden for genvindingsmaterialer og biobrændsel.

Projektorienteret arbejdsform
Den projektorienterede arbejdsform, hvor en lang række forskellige lokale virksomheder i perioder arbejder sammen om større projekter (eksempelvis servicering af offshoreinstallationer) vinder mere og mere frem. Det kræver adgang til kajstrækninger, der har en god vanddybde og er beregnet til tung last. Herudover er der behov for store og kajnære baglandsarealer, hvorfra projekterne kan gennemføres.


VIGTIG DYNAMO FOR BESKÆFTIGELSE

Havnen er områdets vækstmotor og nyder fuld opbakning fra baglandet. I dag er der 3.000 arbejdspladser tilknyttet havnen, som tilsammen står for 30% af kommunens skatteindtægter. En sådan dynamo er det vigtigt at holde velsmurt, så derfor er der stor opbakning fra både myndigheder og indbyggere. Der vil ikke blive lagt sten i vejen for nye virksomheder, der ønsker at etablere sig - tvært imod. Man har fra kommunens side udpeget den maritime sektor som ét af fire fremtidige vækstspor.

#portoffrederikshavn

DeL dine oplevelser fra Frederikshavn Havn på #portoffrederikshavn og se andres...